Da 36-årige Henrik Petersen kom hjem fra en udsendelse til Afghanistan i sommeren 2017, var han først glad. Men efter tre måneder blev han mere og mere aggressiv, når noget irriterede ham. Hans kæreste gennem mange år bemærkede det også.

Herefter begyndte én lang nedtur, der kulminerede sidste sommer, hvor han måtte sygemelde sig fra kasernen på Bornholm for at tage til Strynø.

På Strynø er Henrik en af flere veteraner, der behandles for posttraumatisk stress (PTSD) på Natur Retreat Botilbud for Veteraner. Han fortæller sin historie for at sætte fokus på, at der også arbejder veteraner i Forsvaret, som har psykiske problemer, de ikke tør tale åbent om.

Leder af Natur Retreatet, Anne-Line Ussing, er også med i et netværk for koner og kærester til ramte krigsveteraner. Hun kender til flere soldater i Forsvaret, der har psykiske problemer, som de enten ikke har erkendt eller ikke tør tale åbent om – og tage hånd om.

Henrik Petersen var udsendt til Afghanistan for blot to år siden, hvor han ydede personbeskyttelse i en antikorruptionsenhed i Kabul. Han var ikke i direkte kamp, men han arbejdede i en by plaget af bilbomber og tilfældige angreb.

 

 

 

 

Han var på en international mission under en blanding af danske, amerikanske og internationale regler, hvor han oplevede en uklar ledelsesstruktur og samarbejdspartnere, der konstant udfordrede de sikkerhedsprocedurer, han havde lært hjemmefra. Det betød, at han i stedet for at sove, lå vågen om natten og spekulerede over, hvordan han næste dag ville blive forsøgt presset til at omgå reglerne – og hvordan han kunne reagere.

Jagten på en psykolog

Den aggressivitet, som Henrik bemærkede hos sig selv efter tre måneder, fik hurtigt følge af irritation og glemsomhed. Han havde svært ved at sove og vågnede ofte af mareridt badet i sved.

Han gik fortsat på arbejde hos Forsvaret på Bornholm og prøvede at lade som ingenting. Men når han kom hjem, var han »skidesur«. Senere blev vreden afløst af gråd. Han græd sig i søvn, og han græd, når han stod op. Til sidst havde han også svært ved at holde tårerne tilbage på jobbet.

»Jeg følte mig forkert. Jeg burde kunne klare det her, men jeg syntes, at alt var svært og hårdt, og at ingen forstod mig. I et halvt år havde jeg næsten selvmordstanker dagligt,« fortæller han.

Et besøg ved egen læge resulterede i antidepressiv medicin og psykologsamtaler med tre-fire måneders ventetid. Han skulle selv ringe rundt og finde en psykolog, og hvis han ikke kunne vente, kunne han tage til psykolog i København, lød det.

»Altså, på det tidspunkt kunne jeg nærmest ikke handle ind eller gå på gaden, for jeg var hele tiden på vagt og scannede alt. Det krævede enorm meget energi,« fortæller han.

Det endte med at være Henrik selv, der fandt på at kontakte Veterancentret, som kunne arrangere psykologtimer på Bornholm med det samme. Men timerne hjalp ikke.

HENRIK PETERSEN

»Jeg følte ikke, jeg rigtig havde lov til at være syg. Jeg har jo ikke skudt på nogen, og ingen har skudt på mig. Sådan reelt set.«

---

Ved et tilfælde hørte Henrik en anden veteran fra eskadronen tale om Natur Retreatet på Strynø, hvor denne veteran selv havde fået hjælp. Henrik tænkte egentlig ikke, det var et tilbud for ham, men i sensommeren var hans situation desperat, så han sygemeldte sig og tog afsted.

De første uger følte han ikke, at han fortjente at være der.

»Jeg følte ikke, jeg rigtig havde lov til at være syg. Jeg har jo ikke skudt på nogen, og ingen har skudt på mig. Sådan reelt set,« siger han.

 

 

 

 

Uenighed om diagnose

Inden Henrik Petersen kom til Strynø, havde en svensk psykiater tilknyttet psykiatrien på Bornholm givet ham diagnosen PTSD, fortæller han. Men da Anne-Line Ussing ville hjælpe ham i behandling på den specialiserede PTSD-klinik i Odense (Afdeling for Traume- og Torturoverlevere, ATT), havde specialisterne her en anden vurdering. Henrik og Anne-Line mener, at han blev afvist, fordi han ikke kunne fortælle om en specifik episode, hvor hans liv havde været i fare.

»Livsfarekriteriet er en dansk opfindelse i forhold til veteraner, som hverken Storbritannien eller USA bruger, fordi selve præmissen for at være i krig jo er, at man som soldat sætter livet på spil,« siger Anne-Line Ussing.

Louise Schwartz, der er konstitueret afdelingschef for Afdeling for Traume- og Torturoverlevere i Odense, afviser, at der findes et livsfarekriterium, men hun fortæller, at psykiatrien bruger WHOs klassifikation og diagnostiske kriterier for PTSD, hvoraf et er »stressorkriteriet«.

»Hvis man ikke har været i ekstreme situationer, der defineres som exceptionelt truende eller af katastrofeagtig natur, der vil medføre kraftig påvirkning af praktisk talt enhver, opfylder man ikke stressorkriteriet, og så kan man ikke få PTSD-diagnosen,« siger hun.

Hun fortæller, at stressorkriteriet er under diskussion i akademiske kredse.

Anne-Line Ussing håber, at en opblødning er på vej og henviser til en nyere videnskabelig artikel om »organisatorisk retfærdighed« fra Forsvarets Veterancenter, som fastslår at internationale studier i militære udsendelser har vist, at oplevelser under missioner, der ikke i sig selv er traumatiske, kan have relation til udviklingen af PTSD.

»Organisatorisk retfærdighed henviser til, om medarbejdere oplever sig belønnet retfærdigt, og at man oplever sig behandlet retfærdig gennem procedurer og måden, hvorpå ledere håndterer situationer. For Henrik var det netop den manglende organisatoriske retfærdighed, der konstant udfordrede ham under hans udsendelse,« siger hun.

 

 

 

 

På grund af Henrik fik Natur Retreatet for nylig tilknyttet sin egen psykiater. Denne er ikke i tvivl om, at Henrik lider af PTSD og har på ny givet ham diagnosen. Henrik har kort lunte, koncentrationsbesvær og svært ved at færdes i det offentlige rum. Han er sensitiv over for høje lyde, sover dårligt på grund af tilbagevendende mareridt, og han sidder nødigt med ryggen til en dør.

Henrik Petersen er stadig ansat i Forsvaret, for siden 1. januar 2019 har en PTSD-diagnose ikke resulteret i en fyreseddel. Han ved ikke, hvad der skal ske, når han ikke længere er sygemeldt. Indtil videre tager han én dag ad gangen. Og det går stille og roligt fremad.