Samarbejdspartnere

Rehabilitering i det lange perspektiv forudsætter at alle instanser samarbejder. Dvs. veteranen, pårørende, opholdssted, Forsvarets Veterancenter, de højt specialiserede behandlingssteder for veteraner, psykiater, arbejdsplads m.fl. Natur Retreat for Veteraner afdækker tidligt i opholdsforløbet hvilke myndigheder og personer der er i veteranens liv og kontakter disse for bedst at etablere et samarbejde omkring rehabiliteringsforløbet. 

Forsvarets Veterancenter

Natur Retreat for Veteraner har siden 2015 haft en samarbejdsaftale med Forsvarets Veterancenter.

Samarbejdsaftalen omhandler bl.a. vidensdeling og formidling. Vi samarbejder – efter forudgående aftale med og ønske fra veteranen – tæt med Veterancenteret og de højt specialiserede behandlingssteder for veteraner om den enkelte veterans rehabilitering og reintegration. Dette gælder både før, under og efter et ophold.

”Forsvarets Veterancenter har siden indgåelse af samarbejdsaftale i 2015 løbende sparret med Nature Retreat for Veteraner. Vi har i Veterancentret været meget glade for dette samarbejde, idet Natur Retreats arbejde altid inspirerer ved fagligt engagement og parathed til at finde nye, fleksible løsninger for veteraner med meget forskellige behov. Også arbejdet med pårørende og familie aftjener respekt og lover godt for fremtidige løsninger, der både inddrager familie, pårørende og andre vigtige personer i netværket omkring veteranen. Veterancentret ser frem til fortsat frugtbart samarbejde med Natur Retreat i fremtiden.”

Thomas Rosenlund Krohn, Chef for Rådgivnings- og Rehabiliteringsafdelingen P.v.a. Oberst Jette Albinus, tidl. Chef for Forsvarets Veterancenter

Psykiatriske hospitaler, privatpraktiserende psykiatere, læger & psykologer

”Efter et ophold på Strynø Nature Retreat, som S har fået anvist fra andet sted end behandlingssystemet, oplever jeg S klart mere rolig og fortrøstningsfuld omkring sin situation end jeg har set i de to år, jeg har været kontaktsygeplejerske for ham. S siger, at opholdet har givet ham et glimt af, at han kan udføre noget af værdi og være med i et fællesskab, hvilket han ikke har oplevet siden sin soldatertid – vel og mærke på den gode måde. Især betoner S stedets evne til at afstemme samvær og opgaver i forhold til hans tilstand, altså en forståelse for ham, som har overrasket på en positiv måde, således at PTSD symptomerne mildnes under opholdet og en tid efter opholdet. Konkluderende må jeg sige, at af de tiltag, der har været omkring S, er de korte ophold på Strynø det, der har givet mest udbytte på både det menneskelige og det behandlingsmæssige plan indtil nu.”

PMF Sygeplejerske, Psykiatrisk Afdeling Middelfart, Retspsykiatrisk Distriktspsykiatri

Vi har haft veteraner på ophold fra alle tre højt specialiserede behandlingssteder for veteraner, som er flg.:

Rigshospitalets Krise- og Katastrofepsykiatrisk Center i København, Region Hovedstaden

Klinik for PTSD og Transkulturel Psykiatri i Århus, Region Midtjylland 

Afdeling for Traume- og Torturoverlevere i Vejle og Odense, Region Syddanmark

 

Samt veteraner henvist fra psykiatriske hospitaler, privatpraktiserende psykiatere, læger & psykologer, herunder retspsykiatrisk.

Socialtilsyn Syd

Natur Retreat for Veteraner er som godkendt § 110 botilbud underlagt Socialtilsyn Syd og samarbejder således med vores tilsynsførende samt både økonomiske og juridiske rådgivere ved Socialtilsyn Syd om at leve op til de krav og standarder der kræves for til stadighed at opretholde godkendelsen.

Uddrag fra Socialtilsynets godkendelsesrapport.

Socialtilsynet vurderer ud fra projektdelen, at tilbuddets metoder og tilgange har skabt positive resultater for de deltagende veteraner, bl.a. er veteranerne kommet i egen bolig efter ophold på tilbuddet. Socialtilsyn Syd vurderer tillige, at tilbuddet i høj grad tilbyder relevante aktiviteter, som både er med til at (gen)udvikle veteranernes selvstændige kompetencer, men i høj grad også de sociale kompetencer, da tilbuddets målgruppe henvender sig til borgere med ligesindede problematikker. Det vægtes, at målgruppen profiterer af samvær med andre veteraner, og tilbuddet understøtter at veteranerne bruger hinanden i deres positive udvikling. Det vægtes yderligere, at borgerne fra projektet udtaler, at de har kontakt til deres pårørende og netværk ud fra deres behov. Desuden oplever de, at der er et godt pårørende samarbejde på tilbuddet, hvor leder har kontakt til kærester og koner i forhold til støtte og bevidstgørelse omkring veteranernes problematikker.

Socialtilsynet vurderer, at tilbuddet i meget høj grad understøtter veteranernes medinddragelse og indflydelse på eget liv, da indsatsen for tilbuddet overordnet omhandler at veteranerne skal reintegreres i et så selvstændigt liv som muligt. Det vægtes ligeledes at veteraner fra projektdelen udtaler, at de føler sig både hørt, respekteret og anerkendt i tilbuddet. Der er stor støtte, både i forhold til de problematikker som de kommer med, men også at der gives anerkendelse, som opleves som rart og oprigtigt, samt der udvises forståelse, som gør at veteranerne oplever de udvikler sig i tilbuddet. Veteraner fra projektet udtrykker stor tilfredshed med hvordan ledelsen viser forståelse og respekt. Det er tillige vægtet at veteraner fra projektdelen oplyser, at de i høj grad trives i tilbuddet. Tilbuddet er både et frirum fra hverdagens problematikker, men også et sted hvor man udvikler sig positivt.

Kommunerne

Vi modtager veteraner fra alle landets kommuner og inviterer også her til et tæt samarbejde således at kommunen får en veteran tilbage fra ophold der i langt højere grad er afklaret ifht. uddannelse, arbejde, flexjob og/eller pension. Hvor det er relevant – og i overensstemmelse med veteranens ønske – modtager  kommunen efter endt ophold en detaljeret funktionsbeskrivelse, som de kan tage afsæt ifht. førnævnte. Kommunerne kan være forvisset om at veteranen kun opholder sig på Natur Retreat for Veteraner så længe veteranen aktivt arbejder med de problematikker der afholder veteranen for at fungere i eget hjem. Der er ingen grund til at spilde veteranens tid, Natur Retreat for Veteraners ressoucer eller kommunens penge hvis veteranen ikke ønsker en blivende forandring.