faciliteter
Natur Retreat for Veteraner hører hjemme på Stuart og Anne-Lines 16 tdr. land store økologiske landbrug på Strynø. Gæster på retreat bor i ’skovarbejder-vogne’ med eget bad og toilet, terrasse og udsigt over Øhavet. Der er fælles køkkenvogn, en mongolsk yurt hvor frokost og aftensmad indtages og hvor der afholdes gruppesessioner med psykologen. På naboejendommen som hører til stedet er der træningslokaler, samt adgang til værksted og vaskerum.
Der er fri adgang til ejendommens rekreative områder med bålpladser og mulighed for at sætte en hængekøje op. Stedet har egen strand hvorfra der kan bades og fiskes. Retreatet råder over en hurtig motorbåd velegnet til dykning og fiskeri, samt dykker- og kajakudstyr.
Jorden dyrkes med respekt for naturen efter økologiske principper, med inspiration fra engelske ’selvforsynings-guru’ John Seymour og japanske Fukuoka, som arbejder med ’naturlige dyrkningsmetoder’.
Det betyder at jorden både byder på gamle danske æblesorter, valnødder og hasselhegn, og selvsåede træer og buske som røn og hyld. Her er vilde jordbær og brombær, samt strandbede, vild peberrod, vilde krydderurter og meget mere. Gården har desuden New Zealandske Kune-Kune grise, gotlænderfår, moskusænder og høns. Dyrevelfærden har høj prioritet. Her er ingen kuperede haler eller ringe i trynerne og alle dyr går på friland, og slagtes og spises så vidt muligt på stedet.
Strynø er beliggende i Det Sydfynske Øhav i et såkaldt Natura 2000 område. Natura 2000 betyder at området er særligt beskyttet da dets dyre- og plantearter og naturtyper, er af særlig interesse grundet deres sjældenhed eller sårbarhed. Strynøs 5 km2 består af en lille ’skipperby’ med kirke, købmand, skole, børnehave og håndværkere og små traditionelle familielandbrug, placeret i en unik kulturhistorisk kombination af velbevarede, oprindelige land- og søfarts-miljøer.
Det naturlige og bebyggede miljø på ejendommen placeret midt i naturen og tæt på havet giver det bedst tænkelige terapeutiske miljø for rehabilitering af stress og PTSD.