»De skal selv genfinde den selvdisciplin, som de fik banket ind i hovedet som unge soldater«

Ørnene kommer i området for at jage, fortæller Stuart Press, mens et sydfynsk vindstød af kulingstyrke forsøger at presse os væk fra stranden og tilbage i skovbrynet.

»Der er ikke mange mennesker heromkring, så de må jo føle sig trygge«, forklarer han med sin australske dræven, hvori der er drysset en snert af det Rhodesia – nu Zimbabwe – hvor han i sin tid blev født.

På den anden side af sundet ligger Langeland og Rudkøbing, hvorfra færgen til Strynø går et par gange om dagen. Bag os ligger den landejendom, hvor Stuart bor sammen med sin kone, Anne-Line Ussing, parrets tre børn, et sammenrend af kælne hunde, grise, får og heste – samt en flok krigsveteraner med flossede nerver.

Natur Retreat for Veteraner, som stedet hedder, er et såkaldt paragraf 110-botilbud. Her kan soldater med ar på sjælen tage hen for at takle de problemer, der er ved at overmande dem og deres familier. Og for mange var det da også ved at være sidste udkald.

Danmark var håbløst uforberedt

Der har i årevis foregået en diskussion om, hvorvidt den danske veteranpolitik prioriterer sin indsats rigtigt. Mange har ønsket, at der kommer et større fokus på de sygeste og socialt mest udsatte veteraner – som dem, der kommer mange af her på Strynø.

Dette ønske ser nu ud til at blive virkelighed. I et interview med Politiken siger forsvarsminister Trine Bramsen (S), at hun fremover ønsker at prioritere indsatsen for de hårdest ramte højere.

Udmeldingen mødes med glæde på Strynø. Først som officer i den australske hær og siden som FN-diplomat har Stuart Press selv fået et indgående kendskab til krig. Oplevelserne fra steder som Somalia, Tjetjenien og Mali sidder endnu dybt, og især folkedrabet i Rwanda i 1994 følger ham tæt, om natten såvel som om dagen.

Han understreger, at skæbner som dem, der sidder omkring bålet her på Strynø, ikke kun er et resultat af rædsler på slagmarken – men også af en dansk veteranindsats, som i bedste fald har været mangelfuld og i begyndelsen var på grænsen til det kriminelle.

»De sidste årtier har Danmark spillet med de store drenge på den internationale scene. I var dog håbløst uforberedt på de konsekvenser, som krigene fik for de involverede soldater«, siger Stuart Press.

Det reelle fravær af en dansk krigshistorie mellem 1864 og 1990 betyder nemlig, at hverken befolkningen eller politikerne forstår, hvad krig er for noget, og hvordan den påvirker soldaterne. Modsat traditionelle militærnationer som Storbritannien, USA og Australien.

»Det er utilgiveligt, at der har siddet folk 5-6 år på et veteranhjem uden at få den rigtige hjælp. Eller som glemmes af kommunen, lige så snart de er blevet parkeret på en førtidspension. Især når der bliver brugt så meget tid og energi på veteraner, som godt kan klare sig selv. Det er et svigt fra myndighedernes side«, mener Stuart Press.

Når det kommer til de sygeste veteraner, findes der ingen lette løsninger, siger han. De er individuelle personer med komplekse problemer, og vil man hjælpe, kræver det en langvarig, dedikeret og dermed dyr rehabiliteringsindsats, som spiller på flere tangenter.

Eksempelvis kan psykologsamtaler være rigtig nyttige. Men uden den tværfaglige indsats svarer det til at forbinde et afsprængt ben uden først at have stoppet blødningen med en årepresse.

»Jeg har efterhånden fået 150 psykologtimer på statens regning. Men min hukommelse er jo så ødelagt af ptsd, at jeg kun kan huske de sidste 15 af dem«, siger Piet Funder.

Genfind styrken til at kæmpe

En af Stuart Press’ kæpheste er, at vi skal holde op med at behandle veteraner som ofre, som skal håndteres med fløjlshandsker. Så selv om Natur Retreat for Veteraner fremstår idyllisk, er bostedet på ingen måde en feriekoloni, hvor man blot kan ligge og svælge i selvmedlidenhed.

»Man gør ikke veteraner en tjeneste ved at have ondt af dem. Vi skal give dem opmuntringen og redskaberne til at få det bedre, men de skal selv genfinde den selvdisciplin, som de fik banket ind i hovedet som unge soldater«, siger han.

På Strynø bliver de derfor sat i arbejde med at fodre dyrene, passer jorden, deltage i aktiviteter, og de skal selvfølgelig selv gøre rent i deres skurvogne.

»Det her sted er ikke for alle, for du får ikke lov til bare at ligge og have ondt af dig selv. Heller ikke når du har haft mareridt hele natten. Der er stadig dage, hvor jeg ikke magter deres pis. Men er du villig til at kæmpe, så kan du virkelig også rykke dig«, fortæller Piet Funder.

På den anden side af bålet nikker Balkan-veteranen Peter Buhl.

»Som alkoholiker bliver du god til at skyde skylden for dine problemer på alle andre end dig selv. Men i sidste ende er det kun mig, der kan løse dem. Hernede fik jeg ikke lov til at ligge og have ondt af mig selv, for så stod ham den gamle idiot der og sparkede til mig«, griner han i retning af Stuart, der gør et nummer ud af at kigge sig forvirret over skulderen.

Det er dog ikke det samme, som at man på Strynø ikke møder forståelse for den ulykkelighed, som ptsd medfører. Det er nemlig noget, alle hernede har oplevet på egen krop.

»Vi er to en halv tilbage fra ottemandsgruppen, jeg var på Balkan med. Den ene har forsøgt selvmord, resten er det lykkedes for. Nogle gange spørger jeg mig selv, om det er mig, den er gal med, siden jeg ikke også har taget billetten«, siger Martin Jensen-Schmidt, imens de andre nikker.

Afghanistan-veteranen Carsten Kofoed, der ligesom Peter Buhl er tørlagt alkoholiker, har været stille et stykke tid. Nu begynder han at fortælle.

»Jeg har netop været nødt til at give afkald på at se mine børn. Vi har ikke en fast samværsaftale, og følelsesmæssigt magter jeg ikke, når de aflyser, samme dag som de skal komme. Det måtte jeg erkende, at jeg ikke er i stand til at håndtere lige nu, og det var bare ikke sundt for nogen af os«.

Hans stemme knækker. Peter, der også har haft et omtumlet forhold til sine børn, sætter sig ved siden af ham. Han hverken siger eller gør noget. Men hans tilstedeværelse giver Carsten roen tilbage.

»Jeg ved ikke, hvad fremtidsudsigterne er. Men muligheden for måske at få et ordentligt forhold til dem en dag er jo en årsag til at blive ved med at kæmpe for at få det bedre«, fortsætter Carsten.

Situationen her ved bålet er et eksempel på den styrke, som veteraner kan finde i hinanden, siger Stuart Press efter et øjebliks tavshed.

»De har brug for folk, som instinktivt forstår dem, og de bedste til at hjælpe veteraner er ofte andre veteraner«, siger han.

Familien er nøglen til succes

2. marts i år åbnede Veterancenteret en ny familieenhed. Den har i skrivende stund fået 94 henvendelser, mange af dem i løbet af den første måned. Enhedens leder, Stine Gran Hansen, fortæller, at de typisk har drejet sig om udfordringer relateret til alkoholmisbrug, skilsmisse og børn.

Og vigtigheden af at inddrage familien i rehabiliteringsprocessen understreges af Anne-Line Ussing. Det kan sammenlignes med et brækket ben: Hver for sig hjælper både gips og en krykke, men man får størst effekt ved at kombinere dem.

»Den bedste motivation for at kæmpe er ønsket om at redde noget, der er vigtigere end en selv. Og for de her drenge er det deres familieliv«, siger Anne-Line Ussing. Forskning fra USA og Holland viser da også, at der er gode resultater ved at inddrage de pårørende.

På Strynø sker det blandt andet ved, at de er velkomne til at komme på besøg, hvilket Piet Funders hustru, Svandis, og børnene netop har benyttet sig af, og de har været her et par dage.

»Hvor Stuart tager sig af veteranerne, så ved deres koner og kærester, at jeg har kæmpet de samme kampe, som de står i nu«, siger hun.

Adspurgt om, hvorvidt Natur Retreat for Veteraners kontante og disciplinære tilgang i behandlingen af veteraner kan være uhensigtsmæssig, svarer Stine Gran Hansen fra Veterancenterets familieenhed, at når Socialtilsynet ikke har et problem med deres metoder, så har hun fuld tiltro til dem.

Og Anne-Line Ussing mener da også, at stedets resultater af arbejdet med at hjælpe veteraner og deres familier taler for sig selv. Det er der ingen omkring bålet, der er uenige med hende i.

Martin Jensen-Schmidt fortæller, at han har været sammen med sin hustru i 26 år: De mødte hinanden, et par dage inden han blev sendt til Balkan, og hun har dermed været med helt fra start.

»Til sidst var der dog ikke meget kærlighed tilbage mellem os. Forholdet til hende og mine børn var på vej i lokummet, og jeg var ved at være klar til at køre ud i skoven og gasse mig selv i bilen. Det reddede ikke bare mig at komme her; det reddede os. I dag er vi lige så nyforelskede, som da vi mødte hinanden«.