Krigsveteraner finder ro i Strynøs natur

Steffen blev indlagt på psykiatrisk af politiet med peberspray og i håndjern. Morten skød tre huller i naboens postkasse. Og John fik en betinget dom for at true en hash-dealer med en økse. Men på Strynø lærer traumeramte krigsveteraner at tackle deres sygdom på landets første bosted kun for veteraner

AF MAJA FUNCH

FOTO: LEIF TUXEN. TILRETTELÆGGELSE: KIM SCHOU

19/1 2017

Vinternatten er så sort, at mørket blinder. Stilheden så total, at vinden støjer. Stuart Press kan lide ensomheden på Strynø. Og træerne. Pil, birk, ahorn, poppel og nødde- og frugttræer af ældgamle sorter, som han selv har elsket frem af jorden. Øen er fem kvadratkilometer stor. Man kommer hertil med færge fra Langeland. Det er måske den mest isolerede plet i landet, og det er godt, synes han.

”Soldater er blevet påvirket af krig, lige så længe mennesker har kæmpet mod hinanden. Stedet her er et udgangspunkt. En base camp, hvorfra du kan begynde at tage dig af tingene i dit liv. Det var derfor, jeg kom oprindeligt. Jeg vidste intuitivt, at jeg var nødt til at finde et miljø, hvor jeg kunne trives. Det var her.”

Stuart Press, 57, er australsk major og veteran fra blandt andet Rwanda og Somalia. Han er psykisk skadet af de syv år af sit liv, han anslår, at han har tilbragt i krigszoner. De seneste 15 har han boet på Strynø med sin danske hustru Anne-Line Ussing og deres tre børn på en økologisk gård. I november måned blev stedet godkendt som botilbud under servicelovens §110 om forsorgshjem og herberg. Her driver parret Natur Retreat for Veteraner, et bosted kun for veteraner midt i den natur, hvor han selv har fundet fred.

Det er onsdag den 4. januar om formiddagen. Der står boller, økologisk, frysetørret kaffe og en feltdrikkedunk med Forsvarets logo på bordet i stuehusets store udestue, der også er opholds- og spiserum for veteranerne på stedet. To militærjakker hænger over stolene, selv om ingen, der er her nu, arbejder i Forsvaret mere. En er kun på visit, tre andre bliver i længere tid.

”Jeg er fuldstændig arbejdsskadet,” griner Steffen Hansen som en ironisk kommentar til jakke, dunk og sin Termo Original, en klassisk soldaterundertrøje. Men det er bogstaveligt ment.

Han er 29 år og veteran fra Libanon i 2006. Han har posttraumatisk stresssyndrom (PTSD) og førtidspension på det grundlag, selv om diagnosen først lød på paranoid skizofreni. Tre måneder før, han skulle udsendes for anden gang, nu til Afghanistan, fik han en psykose. Han kom ikke afsted, men blev indlagt som psykiatrisk patient i knap to år. Han har en dom for trusler og er tilknyttet retspsykiatrien på ubestemt tid. Det sidste år har han været på ophold på Strynø flere gange, end han kan huske, mens bostedet har fungeret i sin pilotfase. Denne gang bliver han en uge.

John er 45 år og veteran fra Bosnien i 1993. Han har PTSD og netop fået erstatning af Forsvaret på det grundlag. For en måned siden boede han på afvænningshjem, men om en måned flytter han ind på sin egen gård. Johns fortænder er ødelagt af antidepressiv, antipsykotisk og angstdæmpende medicin. Han har en betinget dom for at true en hash-dealer med en økse. Også John var hjemløs, da han kom til Strynø første gang. Denne gang er han her i to måneder.

I gården står to krogede æbletræer, faldet sammen i skelettet som en gammel kone. Over for udestuen er den lavloftede stald med foderrum, ænder og gæs. Længere nede i haven er bådhus, maskinhus, bålpladser, køkkenhave, der er folde til shetlandsponyerne, de sjældne, newzealandske kunekune-svin og cirka 30 får. Og så er der græsstykket med seks skovarbejdervogne i hver sin sarte farve, mintgrøn, gul, lakserød, blå. De ligger med afstand og måske et par træer imellem sig, som en romantisk ide om en sigøjnerlejr eller hyrders hytter på sæteren. Hver vogn er 12 m2 stor og splinterny, med eget bad og et organisk toilet, der forbrænder affaldet i stedet for at skylle det ud, et skrivebord, og en seng i svensk slagbænke-stil.

Det er her, veteranerne bor, og det betyder noget. Det betyder ro.

Til daglig har Steffen Hansen en lejlighed i en boligblok i Fredericia. Men tit kan han ikke sove. Egentlig kan han slet ikke være. Hele dagen, altid, når han er hjemme, hører han lydbøger med høretelefoner i ørerne, og det er også sådan, han falder i søvn. Naboernes lyde, deres banken og udråb, stresser ham til et niveau, hvor han kan miste kontrollen. Han går ilmarch gennem gågaden, hvis han har et ærinde, og planlægger sin rute, så han møder færrest mulige mennesker. For PTSD er en tilstand i konstant alarm. Kroppen er årvågen, som om den aldrig faldt ned efter de truende oplevelser, der udløste vagtsomheden.

Steffen Hansen bander tungt over frustrationerne i sit liv, fucking, lort og sgu. Men han har brune øjne, et åbent smil og en ivrig sødme. Han vil gerne vise frem, og sammen går vi tur på øen.

Hjemme går han op til 25 kilometer hver anden dag. På Strynø går han dagligt med Otto, husets hund.

”Jeg svor, da jeg stoppede i Forsvaret, at jeg aldrig ville trampe bare for at trampe. Nu laver jeg ikke andet,” siger han om turene.

Vejene på øen er næppe mere end et par meter brede. De ender blindt, når øen stopper, og Steffen Hansen ser ud over havet. Langt væk ligger Tåsinge som en tynd stribe land.

”Her hviler mit hjerte. Jeg tænker ikke så meget, når jeg går her. Det er ellers mit problem. Jeg har gas i låget. 120 kilometer i timen. Det er PTSD,” siger han.

Kroppen og sindet er altid i femte gear, forklarer han. Bortset fra når sjette sætter ind. I den tilstand har mennesker og dyr én af tre reaktioner: kæmp, flygt eller frys. Og soldater er trænet til at kæmpe.

Sidste gang, Steffen Hansen gik amok, var i sommer. En kammerat var bekymret over hans dårlige humør på grund af nogle omstændigheder i sagen om førtidspension og ringede til retspsykiatrien. En psykiater sendte en politipatrulje til hans lejlighed. Men Steffen Hansen ville ikke snakke med betjentene, han ville bare ud og gå sit sortsind væk. Han blev ude af sig selv af stress og raseri, da han hørte politiets radio fra sit vindue. Han kogte en grydefuld vand og angreb med den og en kniv. Han blev indlagt på psykiatrisk i håndjern, bæltefikseret og med to skud stesolid i den ene balle.

Det var også i sommer, at Steffen Hansen boede et par dage på Fredericia øvelsesterræn, midt i ingenting.

”Det hele begyndte bare at koge over. Så var det nemmere at gå derud. Jeg tog min lille trækvogn. Der var en rist til at grille ting over og min sovepose, en bivuak, lidt småting. Der var ro. Selv om det er en mørk skov, og din urfrygt spiller, så var det bare: ti stille og lyt. Der er ikke noget! Det er sådan, det skal være. Men det er jo ikke sådan, det burde være,” ræsonnerer han.

For Steffen Hansen vil ikke trække sig mere bort fra samfundet. Han vil tilbage.

”Vil jeg være en bums, der bor ude i skoven, og ikke kan tage vare på sig selv? Nej. Det vil jeg ikke. Jeg vil være en etableret del af det her samfund, jeg vil være en god del af samfundet, det er hammer hammervigtigt for mig,” insisterer han.

Steffen Hansen blev udskrevet direkte til Strynø efter episoden med politiet. I dag har han den korrekte diagnose, medicinering og en psykiater, som forstår hans tilstand. Kombinationen af retspsykiatri og natur-retreat lærer ham at tackle sygdommen bedre. Stuart Press plejer at sige, at den sorte hund kommer ind i hovedet, når den blinde vrede tager fat. Både han og Anne-Line Ussing står klar til at samle op og give råd, uanset hvornår på døgnet der er behov, og også hvis veteranerne er derhjemme, siger Steffen Hansen.

Han har blandt andet lært at mærke, når ophidselsen svulmer, så han kan bremse den med en beroligende pille.

Han lærer også faglige ting. Veteranerne bliver introduceret for begreber om naturpleje og naturgenopretning og deltager i arbejdet på gården i det omfang, de er i stand til at arbejde.

Steffen Hansen tager sig altid af dyrene. Han puster shetlænderne i næsen og hvisker kærligt ”hej Bagheera” til en sort pony, mens han giver dem vand og mad. Han strøer foderpiller omkring brombærbuskene i svinenes fold, så de eksponerer rødderne, når de spiser, og holder krattet nede. Ved køkkenhaven ligger tre store bunker kompost, som han blandede i sommer af hestemøg, tang og ormefyldt jord. Han planlægger at lave tejner til at fange krabber i, og i eftermiddag har han kastet sig over at muge stalden, et arbejde der bedst kan sammenlignes med sagnet om den græske helt Herakles’ udmugning af Kong Augias’ stald, så tykt ligger møget.

”Jeg tror, jeg driver Stuart lidt til vanvid. For jeg suger bare til mig,” siger han selv om alt det, han lærer om dyrehold, planteavl og gårdarbejde.

I næste uge, når han kommer hjem til Fredericia, skal han begynde at arbejde frivilligt på en kennel med schæferhunde, en beskæftigelse han selv har fået i stand.

”Det er den vej, jeg gerne vil. Noget, der er tættere på naturen; at gå og lave de her ting ude i naturen. Det kommer helt naturligt. Du kan mærke, at det passer bedre ind i dit hoved. Det er bedre at være sammen med dem her end at rende rundt inde i byen,” siger han, mens han kaster gulerødder skråt ned i mudderet til ponyerne.

Det er blevet mørkt, mens Steffen Hansen har fortalt, men et orange bål lyser op i natten. Det er John, som har lavet det, og Morten Nielsen har en kedel. De koger vand, og vi drikker kaffe, mens vi sidder i campingstole, og Stuart Press skubber en kævle ind i ilden med en pind.

”Bare at være. Er det ikke dejligt bare at kunne trække vejret et sekund,” siger John.

Ligesom Steffen Hansen har både han og Morten Nielsen en god bagage med, når de rejser fra Strynø. For Morten Nielsen giver opholdene en ekstra reserve, han kan tappe af derhjemme.

”Jeg har været i håndgemæng med en nabo og skudt efter en postkasse og sat tre hagl i den. Så stod der seks kampklare betjente. Vejen var bange for mig. Kommunen har holdt hånden over mig, for de ved godt, at jeg kæmper en kamp for bare at være til, men jeg er blevet advaret om, at næste gang kommer politiet med skjolde og tåregas og slæber mig med i håndjern. Men hele det gear, hvor jeg er farlig for samfundet, det mister jeg, når jeg kommer herned. Min nabo har sagt, at jeg er så glad, når jeg kommer hjem. Det bekræfter bare, hvad jeg mærker selv,” siger han.

John har netop købt en gård for sin erstatning. Den ligger tæt på Skjern Å i Midtjylland, ”her er fredeligt med masser af plads”, står der i salgsopstillingen, som han viser frem.

”Jeg vil gerne have får og dyrke mine egne grøntsager økologisk, og det har jeg med herfra. Jeg skal finde ud af, hvilke planter og dyr, jeg skal have. Det arbejder jeg hen imod,” siger han.

Når Stuart Press skal sætte ord på, hvad metoden egentlig er på retreatet, afviser han akademiseringer og højtravende spørgsmål. For det er jo basalt. Det handler om at finde tilbage til nogle grundlæggende vilkår ved at være menneske.

”På tværs af sektorer i samfundet lider mennesker jo af mange forskellige stressorer, fra larm til lysforurening. Det handler ikke bare om, hvad det her miljø gør for mig som veteran. Det gør noget ved enhver. Jeg tror, at naturen bringer dig tilbage til en fundamental, menneskelig måde at eksistere på. Noget, der er meget naturligt, og som du har det godt med,” siger han.

Her opfinder ingen den dybe tallerken. Men et menneske får chancen for at opleve glæden ved at spise grøntsager, han har dyrket selv, og som smager godt, i stedet for den pose chips og en flaske vodka, der for nogle er menuen derhjemme. Han mærker, at tilværelse har værdi og kan give tilfredsstillelse, selv når man næsten intet magter. Herfra kan han tage ejerskab over sin situation og komme videre med det liv, der på en eller anden måde holdt op med at hænge sammen.

”Når jeg ser tilbage, havde det været nemmere for min familie og mine venner, hvis jeg var kommet tilbage i en ligpose frem for med de skader, jeg fik. For det har været fortvivlende. Men den gode nyhed er, at du med den rette støtte kan genskabe dig selv. Livet bliver måske ikke, som du forventede, og du vil måske aldrig kunne det igen, du kunne før. Men du kan gøre noget. Og efter min mening er det meget bedre for både samfundet og den enkelte, hvis en veteran kan stå op og fiske hver dag, end at han sidder stangstiv på en bænk resten af livet, som i så fald også bliver kort,” siger han.

Klokken 19.30 serverer Anne-Line Ussing lammegryde i udestuen, dyrene blev slagtet i sidste uge. Klokken 21 sætter veteranerne en motorjolle i vandet. Der er jo stjerner på himlen sådan en januar nat.