Per har PTSD: Jeg vil være far på fuld tid igen
På Strynø ligger Danmarks første godkendte botilbud for veteraner, hvor PTSD-ramte veteraner kan finde ro. Én af dem er den tidligere minedykker, Per Sommerlund.
Forestil dig, at du er presset op i et hjørne af en gruppe rockere, som du ved, at du ikke slipper helskindet fra. Forestil dig så, at du samtidig sidder til en skriftlig matematikeksamen, som du ikke er forberedt til. Midt under prøven får du at vide, at dit hus er brændt ned, og du ved ikke, om dine børn er kommet levende ud af huset. Men du ikke må rejse dig, før prøven er afsluttet.
Det lyder måske mest af alt som et mareridt. Alligevel er det sådan, 39-årige Per Sommerlund bedst kan beskrive de følelser, som alt for ofte fylder ham.
Han er tidligere minedykker i Forsvaret. Og han er én af de mange danske veteraner, som lider af PTSD – en psykisk lidelse, som kan opstå, hvis en person har oplevet voldsomme begivenheder som for eksempel krig, ulykker eller voldtægt.
– Angsten for at være i en presset situation, du ikke kan komme væk fra, med adrenalinen pumpende i kroppen, samtidig med at du skal koncentrere dig. Det er sådan, det føles, når det er værst, siger Per Sommerlund.
Derfor er han lige nu på Strynø. En lille ø på fem kvadratkilometer i det Sydfynske Øhav med cirka 200 indbyggere, som også er hjemsted for Danmarks første godkendte botilbud for veteraner, Natur Retreat for Veteraner.
Her tager veteranerne del i livet på det økologiske landbrug, hvor de bor i små skovarbejdervogne og hjælper til på gården og i naturen. Det har stor værdi for veteraner som Per Sommerlund, der ofte har svært ved at finde ro i samfundet. Han bor normalt sammen med sin kone og sine to børn i den fynske by Ullerslev. Hver uge går han i terapi i Afdeling for Traume- og Torturoverlevere i Odense. Og så bruger han botilbuddet på Strynø til at få ro og styr på tankerne.
– Allerede når jeg tager færgen herover, kan jeg mærke, at roen falder over mig. Man kommer væk fra de gøremål, der er derhjemme, som ofte har været problemet for mig. Derhjemme kører alle gøremålene lidt op i en spids, og der går det galt for mig, siger den tidligere minedykker.
Naturen og dyrene giver ro
Per Sommerlund viser rundt i retreatets store naturområde, som er en del af et økologisk landbrug, der strækker sig over 16 tønder land. Det inkluderer en stald, bålpladser, folde til de mange dyr, bådhus, maskinhus og køkkenhave. Mens Per Sommerlund viser vej mellem de mange gamle frugt- og nøddetræer, svinger han både forbi ænderne, der vralter rundt i en muddersti, klapper shetlandsponyerne, siger hej til de sjældne kunekune-grise og går videre forbi fårene. At fodre og passe dyrene er en del af veteranernes daglige rutine, og det får Per Sommerlund til at slappe af.
– Det kræver din tilstedeværelse, når du har med dyr at gøre. Det, synes jeg, er én af de fantastiske ting herovre. Det er den ro. Herovre er der jo ikke andre lyde end vinden, siger han.
Som minedykker i Forsvaret gennem næsten 10 år har Per Sommerlund blandt andet været udsendt i Adenbugten ad flere omgange og var en del af det nationale beredskab i Minørtjenesten, som arbejder med at fjerne søminer i de danske farvande. De fungerer også som politiets teknikere under vand. Men han blev indlagt på psykiatrisk afdeling og sygemeldt i august 2016.
Det bliver lettere at arbejde med sig selv
Det betyder, at han i dag har svært ved at være inde omkring byerne, og at selv en tur i det lokale center eller en familiemiddag kan blive for meget. Men på Natur Retreat for Veteraner får han opgaver, der både hjælper ham og sammenholdet. Her er der ikke noget med at sidde og se Netflix flere dage i streg, og det giver mening.
– Der er stille herovre, og det får alle sanserne til at gå ned i forsvar, siger han. Han fortæller, at roen giver ham en bedre base for at arbejde med sig selv, fordi der ikke er så mange ting, han skal tage stilling til.
– Når man har været soldat i lang tid, er det rart, at det ikke er en del af et storpolitisk spil. Her kan du ligesom se, hvor langt du er nået. Når du fodrer dyrene, ved du, hvornår du er færdig. Og er der en opgave, der er gået godt, får du en succesoplevelse med det, siger Per Sommerlund.
For ham er det de små succeser, der er med til at give en tro på, at han kan få det godt igen. Og det er drivkraften.
Alarmredskabet kommer ned i gear
Natur Retreat for Veteraner, som samarbejder med Veterancentret, startede som et initiativ i 2010, kørte i Skotland i 2012 og har eksisteret herhjemme siden 2013.
Det er journalist Anne-Line Ussing og Stuart Vincent Press, som er major fra the Australian Defence Force og veteran fra blandt andet Somalia og Rwanda, som står bag.
De har selv haft PTSD tæt inde på livet, og for dem handler det om at tage veteranerne ud af de vante miljøer og rammer og give dem ro. For livet på øen får deres alarmberedskab ned i gear, fortæller Anne-Line Ussing.
– Der er noget med ølivet og naturen, som hjælper. Naturen gør, hvad den gør, og der er mandat til at være sig selv, Så man sover bedre, man har nogle meningsfyldte aktiviteter, man kan engagere sig i, og derfor bliver man også mere tilgængelig over for den anden terapi, når man så er herovre, siger Anne-Line Ussing.
Det handler om at forbedre livskvaliteten
På Strynø er det veteraner, der støtter veteraner, og Anne-Line Ussing mener, at det gør deres åbenhed over for hjælp større. Målet er at forbedre livskvaliteten for veteranerne – og det sker på mange forskellige måder. Nogle gange er succeskriteriet at få dem væk fra et liv på gaden. Andre gange er det, hvordan de kan komme til at se deres børn igen. Og i nogle situationer handler det om, hvordan veteranerne kan komme i gang med job og uddannelse.
– Vi er ikke interesseret i, at veteranerne skal bo hernede i årevis. De skal videre, og de skal have et værdigt liv, siger hun.
Der findes ingen præcise tal for, hvor mange krigsveteraner der er diagnosticeret med PTSD. Men siden 1997 har flere end 1.200 tidligere ansatte i Forsvaret anmeldt PTSD som en arbejdsskade. Anne-Line Ussing så gerne, at indsatsen rettet mod de danske veteraner var mere sammenhængende, så man kunne sætte tidligere og mere helhedsorienteret ind og fokusere på, hvad der virker.
Livet skal være så godt, som det kan blive
På en græsplæne midt i retreatet står seks pastelfarvede skovarbejdervogne med god luft imellem sig. Det er her, veteranerne bor. Per Sommerlund sidder foran sin egen laksefarvede vogn med en kop te. Kombinationen af terapi og behandling i Odense og muligheden for at komme til Strynø er det, der hjælper ham. Han vil gerne slå et slag for, at behandlingstilbuddene for veteraner bliver mere ensrettede, så alle kan sikres en god behandling.
For veteranen har det vigtigste været aktivt at tage en beslutning om, at han vil have det så godt som muligt, selvom han lider af PTSD. Og at arbejde hen mod at blive den far og mand, han gerne vil være. Derfor handler det for Per Sommerlund om at tage imod de tilbud, han kan få.
– Sket er sket, og det har haft en konsekvens for mit liv, og så må jeg gøre det, så godt jeg nu kan. Det, der betyder mest, er at kunne komme hjem igen på fuldtid og passe min familie. Det er mit første mål. Så må vi se efterfølgende, hvad jeg kan byde ind med til samfundet, siger han.
I aften 20.30 viser DR1 dokumentaren ‘Hvorfor slog du mor og far ihjel?’. Den handler om Thomas Kragh, der sidste sommer mistede sine forældre, da hans bror, krigsveteran og PTSD-ramte, Lars Kragh, slog dem ihjel med en økse.