Min kærlighed til familien har altid været der, men min PTSD har overskygget den

Martin Jensen-Smidt forsøgte længe at skjule sine traumer for sin hustru, Henriette Isager Jensen-Smidt. Han har siden fået konstateret posttraumatisk stress, og sygdommen har været en stor udfordring for parforholdet og familien. – Foto: Jens Bach/Ritzau Scanpix

Oprindelige artikel

I 26 år har Henriette og Martin Jensen-Smidt holdt sammen, selvom han har posttraumatisk stress, har været selvmordstruet og i perioder helst var fri for sin familie

En aften på Balkan i juni 1993 overværede konstabel Martin Jensen-Smidt en etnisk udrensning i en landsby uden at have mandat til at gribe ind. En anden aften, 25 år senere, hørte han sin ældste datter blive kildet af sin kæreste på hendes værelse i familiens nedlagte landbrugsejendom lidt syd for Viborg. Hun skreg, ligesom der blev skreget den dag i Eksjugoslavien for så længe siden.

”Nu brækker jeg dine arme og ben, så kan du aldrig kilde nogen mere,” råbte faderen blandt andet ind i hovedet på sin svigersøn.

Martin Jensen-Smidt, 46 år, har posttraumatisk stresssyndrom, og ukontrollerede vredesudbrud er en del af den pakke, hans hustru og tre børn har måttet leve med i de år fra omkring 2014 til i dag, hvor sygdommen har været værst. Han kan ”blive helt sort i øjnene,” siger hustruen Henriette Isager Jensen-Smidt, 47 år. Deres samliv har været ”som at gå på is”. Man ved aldrig, hvornår man går igennem.

Selv siger han – smertefuldt åbent – at familien mest har været til irritation.

”Jeg har altid haft kærlighed til min familie, men der var fem år, hvor jeg ikke kunne finde plads til dem. Jeg havde slet ikke de følelser, en far skal have. Der var kun plads til de ting, der hele tiden overtog i mit hoved og flimrede forbi mine øjne. Scener fra Balkan.”

Hans vrede, sortsind og ligegyldighed. Og deraf hendes ensomhed, ængstelighed og tvivl på ægteskabet. Psykisk sygdom øger risikoen for skilsmissen, viser blandt andet dansk registerforskning. Og dog er Martin og Henriette Jensen-Smidt sammen på 26. år. Hvad har de gjort for at bevare kærligheden på trods?

De mødte hinanden i 1993 og blev kærester, dagen før han blev udsendt. Henriette har altså aldrig kendt den Martin, han var før Balkan. På den anden side vidste hverken hun eller han, hvad det var, han var ved at blive i årene derefter. Han havde mareridt om natten, flashbacks om dagen, og da de fik børn, havde han ofte en undskyldning for at skippe både dagligdagen i hjemmet og sociale arrangementer, der var alt for store sanseindtryk for et sind, der konstant var i alarmberedskab.

Foto: Privat

Foto: Privat

Hun er sygeplejerske, og han er uddannet inden for lager og logistik. Og arbejde kunne han. Når Henriette Isager Jensen-Smidt tog i legeland med børnene, tog han hellere på job, slog græsset eller ordnede i det hele taget noget for familien. På den måde var der en balance i familielivet, for han løftede jo sin del.

Men belastningsreaktioner tog fart, efter han fik en dis-kusprolaps i 2009 og blev invalidepensionist. Henriette Isager Jensen-Smidt beskriver det ganske enkelt, som om han blev ”mere og mere sort”.

Han siger, at han var bange. Han stod op 10 gange hver nat på grund af rygsmerter og mareridt, så parret i årevis sov hver for sig. Han lugtede brændt kød og fik blodsmag i munden, når der blev lavet aftensmad. Han fik det sådan, at børn skal ses, men ikke høres, og det kom også dertil, at de ikke skulle ses, fortæller han. Han fik selvmordstanker. Slangen lå klar til brug i carporten. Længe forsøgte han at skjule sin sygdom, og han løj. Han sagde ja, når Henriette Isager Jensen-Smidt spurgte, om han havde læst med børnene, støvsuget eller været til psykolog.

”Hun aflyste, for hun havde barn sygt,” undskyldte Martin Jensen-Smidt sig engang.

”Men hun er jo over 60!”, indvendte Henriette Isager Jensen-Smidt.

Han gik tidligt i seng, alene, og han savnede ikke hende. Men hun savnede ham.

”Jeg følte mig mega ensom. Jeg følte, at vi levede ved siden af hinanden. Jeg spurgte, om vi kun var sammen på grund af børnene, for det ville jeg ikke. Når jeg konfronterede ham med, at det ikke passede, hvad han sagde, havde vi skænderier, og jeg blev meget ked af det. Jeg havde en knude i maven, når jeg holdt i indkørslen efter en nattevagt: Hvad skulle jeg ind og finde nu?”, siger hun.

Jeg ved, at vores børn har udviklet forsvarsmekanismer mod en far, der ikke har været rask. Det gør ondt, for efter sygdommen er flyttet mere ud af hjertet, er pladsen igen blevet familiens, og nu kan jeg se, hvordan de har lidt.

Martin Jensen-Smidt, tidligere konstabel i Forsvaret og lider af posttraumatisk stress (PTSD)

Hun er kommet direkte fra en nattevagt netop i dag. Der står kaffe og hjemmebagte boller på bordet, da hun drejer ind i indkørslen klokken 8.15. Martin bager hver morgen. Hun sidder ved siden af sin mand på den ene side af spisebordet med journalisten på den anden. Hun rører ofte ved ham, lader fingrene spille op ad hans ryg, aer ham.

Han siger:

”Noget af det, Henriette sidder og fortæller, gør ondt på mig. Jeg ved godt, at mange af de ting, hun har været igennem de seneste fem-syv år… Det er ikke min skyld, at jeg fik PTSD, men det er min skyld, at jeg lod stå til med det, jeg har fejlet og fejler stadigvæk. Og jeg kan se, at jeg har været ond ved hende på grund af det. Jeg ved, at vores børn har udviklet forsvarsmekanismer mod en far, der ikke har været rask. Det gør ondt, for efter sygdommen er flyttet mere ud af hjertet, er pladsen igen blevet familiens, og nu kan jeg se, hvordan de har lidt,” siger han.

Han begyndte at gå til psykolog i Forsvarets Veterancenter i maj 2016. Under interviewet bruger parret psykologens navn så familiært, som var han en gammel ven. Hos psykologen begyndte den hjælp, der gør, at Henriette Isager Jensen-Smidt sidder her endnu med sin kærlighed så åbenlyst intakt.

Hun var med sin mand til psykolog de fleste gange. Og hun gik der selv alene. Martin Jensen-Smidt fortæller:

Foto: PrivatFoto: Privat

”Jeg tror, at han (psykologen, red.) kunne mærke, at hvis jeg mistede Henriette, ville der ikke gå mange dage, før jeg heller ikke selv var her. Jeg tror, han så, at Henriette var den baggrund og tryghed, der var nødvendig for at få mig videre i behandlingen.”

Henriette Isager Jensen-Smidt siger:

”Jeg fik at vide, at jeg skulle sætte en deadline for, hvor længe jeg ville give det, inden sygdommen skulle begynde at vende. For at jeg kunne overleve i det.”

”Du kan komme med al din frustration over ham hos mig,” sagde psykologen også til hende: ”For jeg kender ham også.”

Siden kom Martin Jensen-Smidt i behandling på Klinik for PTSD og Transkulturel Psykiatri ved Aarhus Universitetshospital. Hans sygdom bliver ikke bedre af disse tilbud, mener parret, men der er kommet redskaber til undervejs, der har vist sig at være hjælpsomme.

Henriette har med omhu adskilt sin mand fra hans sygdom.

”Nu er du ved at blive PTSD-Martin,” kan den yngste datter på 10 år finde på at advare sin far i dag.

Ægtefællens sindslidelse har tidligere fået Henriette Isager Jensen-Smidt til at føle sig meget ensom. I dag taler de ofte om, hvad lidelsen har af konsekvenser for familien. – Foto: Jens Bach/Ritzau Scanpix

Ægtefællens sindslidelse har tidligere fået Henriette Isager Jensen-Smidt til at føle sig meget ensom. I dag taler de ofte om, hvad lidelsen har af konsekvenser for familien. – Foto: Jens Bach/Ritzau Scanpix

Hun forstår, at PTSD-Martin er en sygdom. Martin er hendes far. Henriette Isager Jensen-Smidt prøver selv at lade ”ængstelsesfuglen” lette fra sin skulder, som hun siger. Hun øver sig i at slippe tankerne om, hvad andre kan finde på at tænke om deres familie. Om Martin Jensen-Smidt har husket at give den yngste gummistøvler på, hvis det regner. Om køkkenet er ryddet op.

Og så gjorde Martin Jensen-Smidt noget selv. Det gjorde forskellen. I sommeren 2018 fik han et ultimatum af sin kone: Han skulle tage på et ophold på et botilbud for traumeramte veteraner på Strynø i Det Sydfynske Øhav. Ellers gik hun.

Det endte med, at han selv ringede til stedet. Han forlængede opholdet, da han mærkede, at han havde brug for mere. Senere opsøgte han selv den diætist, botilbuddet anbefalede, for at bekæmpe sin overvægt. Hans vægt var steget til 150 kilo, mens han var syg.

Han blev på Strynø i otte måneder. Der begyndte han at blive sig selv.

”Inderst inde mærkede jeg nok, at jeg havde det så skidt, at jeg ikke havde flere chancer med livet, hvis jeg ikke gjorde noget. Hvis jeg ikke tog af sted, så rejste hun med børnene. Jeg følte, at de ville forsvinde. På Strynø lærte jeg blandt andet, at man skal tage ansvar for sin egen sygdom. Det er ikke ens kone eller børns skyld, at man er syg. Den erkendelse betyder, at jeg har fået det bedre – også bedre, end jeg havde det tidligere, altså op igennem 1990’erne. Jeg reflekterer mere. Jeg har lært, at det er bedre at trække sig, fem minutter før jeg koger over end to minutter efter. Og kærligheden er blevet ekstremt stor igen, til børnene og til Henriette,” siger han.